PRIS TIL AMIRA HASS

En pris på 100.000 kroner blev den 8. februar 2002 tildelt den israelske journalist Amira Hass. Formand for bestyrelsen Tine Bryld begrundede prisoverrækkelsen til Amira Hass således:

For lidt over et år siden rejste et par af Plumfondens bestyrelsesmedlemmer til Palæstina for ved selvsyn at danne os et indtryk af situationen i de besatte områder. Et af Fondens formål er at yde støtte til humanitært arbejde, herunder også vedrørende menneskerettigheder for svagt stillede individer. Til denne gruppe hører civilbefolkningen på Vestbredden og Gaza. Ingen af os havde tidligere besøgt områderne og havde som de fleste danskere billeder fra tv af stenkastende drenge over for bevæbnede israelske soldater med tunge våben. Et uendeligt forløb med drab, selvmordsbomber, fortvivlelse. Med stigende bekymring havde vi fulgt udviklingen siden intifadaen, der dagligt kostede børn og voksne livet. Mest palæstinensere, men også lige så uskyldige israelske civile.

Den fredsproces, vi havde hørt så meget om, fandtes ikke. Det var en regulær besættelse af de områder, Palæstinenserne ved FNs resolutioner havde fået tilkendt. Vi besøgte flere flygtningelandsbyer, talte med familierne, der havde mistet arbejde og indtægter og som levede under de mest forarmede forhold. Fædre fortalte om deres dræbte børn, om ødelæggelser af deres afgrøder, boliger og chikanerier ved de mange vejspærringer, der forhindrede adgang til arbejdspladser og sygehuse. Vi besøgte Hebron der lå næsten øde hen fordi beboerne havde udgangsforbud, mens de få israelske bosættere, nogle få hundrede meter fra Hebron blev beskyttet af et stort antal israelske soldater, der også sørgede for at deres børn hver dag blev eskorteret til skole. 

Disse bosættelser, opført i strid med FN’s resolutioner er om noget anledningen til optrapningen af konflikten. Det er ikke til at forstå, hvis man ikke har set dem.. Hvordan der bygges på livet løs af, hvordan veje anlægges alene til gavn for bosættelser, der skyder op på hver eneste bjergvæg – klods op af palæstinensiske byer og landsbyer, som fæstninger med pigtråd, bevogtet af soldater, hvis egentlige opgave er at beskytte staten Israels sikkerhed, men som her er sat til at beskytte ulovlige besiddelser. 

Palæstinensernes muligheder for at dyrke jorden, passe deres arbejde blev indskrænket for hver dag. Det er provokerende at se de pæne villaer, de grønne plæner lige over for elendigheden af dårlige boliger, fattige børn og voksne der henvises til stier og opbrudte vejanlæg, når de skal til skole eller på arbejde. Det er ydmygende at se kontrollen ved vejspærringerne, hvor et forkert ord kan forhindre en palæstinenser i at besøge sin familie, komme på sygehus eller på arbejde. 

Vi spurgte, hvor vi kom frem: Er der noget vi kan bidrage med? Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Det virkede så håbløst, med børn der rendte efter os med sten i hånden inden de havde fået kastet bleen, med vrede og skepsis i øjnene - til trods for den venlige modtagelse af mange af deres voksne. Vi blev også inviteret ind hos et par unge mænd, der boede i et skur. På væggen hang Saddam Hussein. Den eneste der støtter os, sagde de og flere andre. Det var i den grad nedslående. 

De gamle mænd bød på te på det lille torv. Flere samledes om os og vi ventede på svaret. Det lød – Hvis I vil hjælpe os, så rejs tilbage til jeres land og fortæl, hvad I har set. 

Og det er hvad vores prismodtager, Amira Hass, har gjort i de sidste mange år i avisen Ha´aretz. Som den eneste israelske journalist har hun bosat sig først på Gaza-striben, siden i Ramallah for at skildre dagligdagens virkelighed i de besatte områder. Hendes klare intentioner er at informere og dokumentere og hun er langt fra ukritisk, men altid solidarisk med civilbefolkningen, der for hver dag forarmes og forrås gennem daglige ydmygelser. Mest indtryk dengang gjorde artiklen om stenkasteren og snigskytten, hvor Amira Hass kommer tæt på de unge mænd, hvis skæbner på én gang er så forskellige og dog ens – som ofre for et politisk spil mellem USA, EU og de arabiske nabostater. Stenkasteren der efter fredagsbønnen samles med sine venner omkring brændende bildæk og brosten, snigskytten der får udpeget hovedmanden og har ordre til at skyde. Dog ikke børn under 12 år! 

Hvem er hun, denne modige kvinde, der bevæger sig mellem murbrokker, israelske soldater, stenkastende drenge, familierne og bønderne? En tysk journalist fulgte Amira Hass over en længere periode, hvad hun i begyndelsen var meget skeptisk overfor. Men det lykkedes heldigvis. Ikke alene får vi et indblik i hvad der foregår mellem almindelige mennesker, også humor mellem jøder og arabere der har en fælles interesse i at få skudsikret deres biler, men først og fremmest et portræt af en bemærkelsesværdig ener, der alene ved sin ærlighed, sin insisteren på at vise os galskaben og magtesløsheden, men også nødvendigheden af en løsning, der sikrer palæstinenseres og israeleres ret til at leve i fred. 

Den person der måske har betydet mest for Amira Hass er hendes Mor Hanna, hvis hele familie blev udslettet i koncentrationslejrene. Moren siger et sted: ”Det svære ved virkeligheden er at beskrive den”. Hun ser på Amira og smiler, vidende om at det er, hvad hendes datter formået. Og det er moren, der har givet Amira evnen til at se gennem sine fortællinger om dengang jøderne blev sendt i døden i koncentrationslejrene: 

Amira siger: ”Jeg mindes en scene min mor ofte fortalte mig om. Hun var med en transport til Bergen-Belsen og da de kom frem, så de nogle tyske kvinder med kurve med mad. De kiggede med en ligegyldig nysgerrighed på den nye sending mennesker, der var på vej ind i døden. Siden da har jeg fået det dårligt, når jeg ser andre lide uden at gøre noget. Et af mine største mareridt, da jeg blev større var, at jeg skulle komme i en situation, hvor jeg bare så på.” 

Jeg tror det er nøglen til at forstå Amira Hass og hendes stædige indsats for at oplyse og dokumentere hvad der sker i de besatte områder. Hun der om nogen kender jødernes lidelser, må undre sig over hvordan jøderne i dag behandler en anden stor minoritet, palæstinenserne. Selv siger hun, at mange israelere bruger holocaust som undskyldning for alt hvad der er sket og sker. Selv tænker hun på Holocaust hver eneste dag. Og for mange palæstinensere siger hun retfærdiggør det at man kan sige, at holocaust ikke fandt sted og at jøderne lyver - og her er hele forskellen: De lever, hele vores folk blev udslettet. 

At hun føler sig som flygtning både blandt sine egne og palæstinenserne gør hende mindre sårbar og måske mere troværdig i begge lejre. I hvert fald må vi prise at der er ytringsfrihed i Israel, at de israelere som intet kender til den palæstinensiske dagligdag kan få en viden, meget få er i stand til at formidle. Og måske ikke ønsker at formidle. 

Også her i landet er det vanskeligt med en åben dialog om undertrykkelsen af palæstinenserne. I disse dage er der nærmest udbrudt krig mellem Israels Viceudenrigsminister Michael Melchior, der beskylder domprovsten i København for antisemitisme fordi han i en prædiken kritiserede den israelske hær. Hvis man kritiserer staten Israels handlinger, beskyldes man straks for antisemitisme. Samme Michael Melchior har taget initiativ til oprettelse af Det internationale Forum for bekæmpelse af antisemitisme og jeg er overbevist om, at enhver kritik af Israels besættelse af Palæstina, vil blive udråbt som antisemitisme. Det er en utidig sammenblanding af begreber og umuliggør enhver debat om en fremtidig løsning af forholdene i Israel og Palæstina. 

Kære Amira Hass – Måtte denne pris medvirke til at opretholde din vilje og lyst til fortsat at oplyse og dokumentere og måtte din indsats fremme de politisk ansvarliges vilje til at finde en mere konstruktiv løsning end mottoet: ”War against terror”.